Nyhedsbrev juli 2011 ( Se nyhedsbrevet i udskriftsvenligt format Her...! )

Havnefoged & Havneassistent.
Efter en turbulent tid er vi glade for, at Michael Berg nu er ansat som havnefoged med Jørgen Danielsen som assistent. I forbindelse med ansættelsen, er Michael Berg samt Jørgen Danielsen udtrådt af bestyrelsen.
Michael og Jørgen har gjort et stort arbejde med dels at løfte serviceniveauet i havnen og dels fået sat det store vedligeholdelsesprojekt omkring vores nedslidte og ødelagte broer m.m. i gang.

Reg Marina værktøj til at få styr på havnepladser
Der har ikke helt været styr på vores havnepladser, hvad angår opkrævning/registrering af solgte havnepladser / udlejede havnepladser.
Vi har derfor fået Mogens til at udvikle et edb værktøj, der sikrer, at vi for styr på havnepladserne, hvad angår betaling af den enkelte bådejers strømforbrug, samt registrering af personlige oplysninger så som telefonnummer, e-mail m.v. 
Registrering af personoplysninger er nødvendigt i tilfælde af, at havnen har behov for at kontakte en bådejer eller udsende vigtig information.
Den nuværende opslagstavle på havnekontoret vil, med indførelsen af det nye registreringssystem, blive afskaffet.
Vores nye værktøj bliver også grundlaget for indførelsen af id-label, som vi sætter i gang til august 2011. I den forbindelse håber bestyrelsen at alle som har båd i Ishøj Havn vil være behjælpelige med at få de nødvendige persondata opdateret, så vi altid kan yde den bedst mulige service.

Der indføres pr. 1. oktober 2011 id-label til alt udstyr på havnen (båd, stativer, gummibåde osv.) Se selvstændig info her mere

Økonomi
Havnens økonomi har været under voldsomt pres, idet der bl.a. har været brugt mange penge på etablering af bro 5A, som det desværre har været nødvendigt at demontere, da den var helt ødelagt.
Da der desuden har været andre alvorlige mangler i vedligeholdelsen, blev det besluttet på sidste repræsentantskabsmøde at forhøje havnens kontingenter med 20 %. Kontingentforhøjelsen vil træde i kraft med virkning pr. 1. juli 2011.

Renovering af broer:
Vi er nu ved at være ved vejs ende med at sikre vores broer. C.G. Jensen mangler lige det sidste med at lægge plader ved broer og forbedre fronten på Hummeren ved maste kranen.
Ved at ændre på havnepladser på nogle få broer, er det lykkedes os at få flere attraktive havnepladser, idet de meget små bådpladser ikke er efterspurgt mere. Dette initiativ har givet havnen en yderligere indtægt.
Vi har yderligere opnået den positive effekt, at vi med disse tiltag næsten ingen venteliste har i dag på havnepladser i Ishøj Havn.

Vandinstallationer
Vores vandinstallationer har lidt voldsomt under den hårde vinter, så vi har måttet udføre mange reparationer.

Strøm til både
Vi har gjort, hvad vi kan for, at alle overholder havnens regler omkring kun at have strømtilslutning til bådene, når man er på havnen. Dette tiltag har medført et betydeligt fald i vores strøm forbrug på havnen, hvilket igen har bidraget positivt til havnens økonomi.

Hvad er reglerne for ledningsføring til bådene fra broerne, så alle kan færdes i sikkerhed på broerne. Hvis du vil vide mere så klik her mere

Forbedrede åbningstider for havnekontoret
I sæsonen vil Havnekontoret holde åbent også om lørdagen, så vi kan yde en forbedret service til havnens brugere.

Åbningstider: 

Mandag  1300-1800

Tirsdag   1200-1700

Onsdag   1200-1700

Torsdag   1300-1800

Fredag   1200-1700

I sejlsæsonen 1. Juni til 30. August, yderligere Lørdag   1000-1200

Forbedret rengøring af bad / toiletter
I sejler sæsonen vil der fra nu også blive rengjort bad & toiletter i weekenden, hvor mange mennesker færdes på havnen.

Vaskeri
Bestyrelsen har indkøbt 2 nye vaskemaskiner og en ny tørretumler til vaskeriet for at forbedre vores service i havnen. Der er i den forbindelse besluttet, at prisen for en vask (inkl. tørring) vil koste 35,00 kr.

Vaskepoletter kan købes på havnekontoret og i Havneshoppen.

Bådstativer på land:
Det er aftalt med Ishøj Kommune, at vi samler båd stativer på de enkelte pladser så meget som muligt, så parkeringsforholdene forbedres. Samtidig lettes vedligeholdelsesarbejdet af arealerne for Ishøj Kommunes medarbejdere.
I den forbindelse beder vi jer være opmærksomme på ikke at have el-ledninger liggende på jorden, da dette kan udgøre en fare for kommunens ansatte, når de vedligeholder vores arealer.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til at takke for jeres velvillige indstilling og hjælp omkring flytning af både i forbindelse med gennemførelsen af det store anlægsarbejde.
Anlægsarbejdet er nu gennemført, og der har kun været få knaster i forbindelse med udførelsen.

I ønskes alle en rigtig god sejlsæson 2011...

 

Nyhedsbrev februar 2011 ( Se nyhedsbrevet i udskriftsvenligt format Her...! )

Havnebestyrelsen har haft forrygende travlt i de seneste måneder. Flere havnebestyrelses-medlemmer har lagt et stort arbejde i få ryddet op og få styr på sagerne. Vores kasserer har haft en kæmpe opgave med at rette flere år tilbage i tiden. Andre har haft travlt med at gennemgå havnens broer og installationer.

I det følgende skal nævnes nogle af de vigtigste ting, som havnebestyrelsen har arbejdet med.

Bro S-5a er en OM'er
Dette projekt har vist sig helt umuligt at rette op på. Pælene er ikke alene placeret forkert, dvs. for tæt på den eksisterende bro S-5. Det har desværre også vist sig, at de nedrammede pæle er alt for korte til at nå ned i fast bund. Mange af pælene er derfor allerede skruet op af is. Pælene bør  derfor fjernes og et nyt projekt må så siden udarbejdes, når repræsentantskabet har haft lejlighed til at tage stilling til sagen.

Manglende forankring af flydebroer og vinterskader
Vi har nu haft to hårde vintre og der er mange skader. Desuden holdes de fleste af vore broer kun på plads af fangliner og fortøjede både. Dette er klart utilstrækkeligt. Skaderne må udbedres og broerne skal sikres bedre. Dette vil blive relativt dyrt. Også her skal repræsentantskabet naturligvis have lejlighed til at tage stilling til sagen.

Stigende forbrug af el
Elforbruget i havnen overstiger helt klart, hvad der svarer til det reglementerede brug i forbindelse med opladning og håndværktøj. Samtidig er udgifterne steget, bl. a. fordi Dong skifter til forudbetaling.

Bestyrelsen har i første omgang valgt at løse problemerne midlertidigt ved at håndhæve de eksisterende regler mere konsekvent, så flere bliver tvunget til at få måler, hvis de vil være fast tilsluttet. Men bestyrelsen arbejder samtidig på en mere langsigtet løsning, hvor der simpelthen indføres målere overalt i havnen.

Vi appellerer til at havnes brugere er opmærksomme på deres elforbrug og fjerner strøm til båden når de ikke er der, det gælder også når bådene er kommet i vandet.

Mangelfuld registrering af salg og udlejning af havnepladser
Det har vist sig, at der i tidens løb er opstået fejl i registreringen af havnepladsernes ejer- og lejerforhold. Disse fejl har fx kunnet opstå, når en lejer har fraflyttet havnen uden at meddele det til havnekontoret. Den pågældende er så blevet registret som skyldner, når leje og havnepenge ikke er blevet betalt. Desværre har der manglet en praksis for opfølgning på den slags. Havnen er således kommet i den situation, at der på samme tid både har været venteliste og tomme pladser i havnen. Dette har desværre givet et ret betydeligt indtægtstab. Til orientering kan vi oplyse at der i dag er ledige havne pladser og ingen venteliste.

Også på andre områder har registreringen været fejlagtig og mangelfuld. Vi beklager, at vi unødigt har henvendt os med krav til et antal tidligere brugere, der korrekt har afmeldt deres lejekontrakt med havnen. Det undskylder vi naturligvis. Men samtidig beder vi så mindeligt om, at de brugere, der ikke mere ønsker at gøre brug af deres plads snarest informerer havnekontoret om dette,

Momsfejl til havnens fordel
Heldigvis har vi også fundet fejl, der var til havnens fordel. Flere års fejl i afregninger af moms i forbindelse med køb og salg af havnepladser har ført til, at havnen nu har fået tilbagebetalt et beløb på godt 462.000 kr.

Stigning i havnepenge og andre indtægter
Bestyrelsen mener efter at have fået overblik over havnens økonomi, at det vil være ønskeligt at havnepenge og andre indtægter forhøjes med ca.10% for hele året. Men repræsentantskabet må naturligvis tage stilling til dette og til muligheden for i stedet at vælge at udskyde reparations- og vedligeholdelsesopgaver.

Ny havnefoged
Havnebestyrelsen ansatte en ny havnefoged per 1. februar. Men desværre nåede vi hurtigt frem til, at den nyansatte havnefoged manglede betydelige kompetencer såvel faglige som menneskelige for at bestride jobbet som havnefoged i Ishøj Havn, Han er derfor blevet hurtigt opsagt og fritstillet med øjeblikkelig virkning.

Indtil videre indtræder næstformanden i havnebestyrelsen, Michael Berg, som havnefoged og havnebestyrelsesmedlem, Jørgen Danielsen, som havneassistent og vicehavnefoged foreløbig for en periode på 3 måneder. Begge har lagt et stort og konstruktiv arbejde i at forbedre forhold i havnen for brugerne og sikre en fornuftig drift økonomi mv.

Orden i havnen
Vi har fået kommunen til at acceptere, at det hidtidige krav, om at alle stativer skal fjernes fra vinterpladserne og samles på to pladser yderst på Hummeren og Søhesten i sommerhalvåret, kan frafaldes.

I stedet skal stativerne klappes sammen og samles i et hjørne eller lignende på de enkelte pladser. Og der skal naturligvis ryddes grundigt op. Dog bliver det nødvendigt at parkeringspladserne ved kantinerne ryddes. Bestyrelsen håber at havnens brugere vil bakke op om denne nye og mere fleksible løsning.

Afslutning
Havnebestyrelsen ser nu frem til at fremlægge de forskellige forslag og planer for repræsentantskabet, så vi hurtigst muligt kan komme i gang med at realisere planerne og sikre gode forhold i havnen til glæde for os alle.

Med venlig hilsen... Havnebestyrelsen

 

Nyhedsbrev - november 2010 – Ishøj Havn

Kære brugere af Ishøj Havn. Vi håber, at I har fået bådene klargjort for vinteren og så småt er ved at være klar til vinterens sysler i familiens skød. 

Vi takker for Jeres tålmodighed og ser frem til, at kunne levere en mere tilfredsstillende service i det nye år. 

Her er seneste nyt fra havnen og havnebestyrelsen:

Administrationen – ny havnefoged
I skrivende stund er ansøgningsfristen udløbet og der vil blive holdt samtaler med kvalificerede ansøgere i den kommende tid. Målet er, at havnen har en ny havnefoged i starten af det nye år. Herefter vil nødvendig havneassistent(er) blive ansat således, at havnen er i fuldt gear ved sæson start.

På den korte bane sikrer følgende tiltag serviceniveauet de næste måneder:

  • Jørgen Danielsen er tiltrådt som midlertidig havnefoged de kommende måneder, indtil der er ansat en ny. 
  • Marianne Heidebech yder en stor indsats på kontoret
  • Afhentning af affald og rengøring af toiletter og bad varetages indtil videre af Vej og Park – Ishøj Kommune
  • De absolut nødvendige vedligeholdelsesopgaver vil blive gennemført herunder vinterlukning af vand på broerne

Økonomi og budgetter
Kasserer John Schmidt og den øvrige bestyrelse har gennemgået havnens regnskaber for de seneste år og har konstateret:

  • At der er mindre differencer på bogførte kreditorer
  • At debitorer ikke er afstemt i en årrække trods anmærkninger fra revisionen om, at forholdet skulle bringes i orden straks. Her forventes et tab i niveauet DKK 300-400.000
  • At der ikke er et samlet overblik over antallet af pladser i havnen
  • At likviditeten fortsat er acceptabel
  • At havnen samlet set stadig har en god og solid egenkapital

Opgaven er større end ventet og dækker over manglende rutiner for bogføring og afstemning. En fuldstændig afstemning er igangsat og økonomiske rutiner er under opbygning. Samtidig vil der i den kommende tid ske i fysisk optælling af alle pladser og aktiver. 

Vi har fortsat en forventning om, at de aktuelle problemer kan løses uden væsentlige prisstigninger for brugerne.

Ishøj Kommune – afholdt møde
Havnebestyrelsen holdt den 8.11.2010 møde med Ishøj kommune for at afstemme forventningerne til havnen og serviceniveauet i forhold til den indgåede brugsretsaftale. Det er aftalt, at der senest i februar 2011 vil blive gennemført:

  • En gennemgang af havnens anlæg og en afklaring af hvilke anlæg der har behov for renovering mv.
  • En formel lovliggørelse af broer der er anlagt i samråd med kommunen, men hvor der ikke foreligger skriftlige godkendelser 
  • En drøftelse af det som Vej og Park i dag leverer af service til havnen

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 14.12.2010
Havnebestyrelsen afholder ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 14.12.2010, hvor repræsentantskabet orienteres om havnens aktuelle situation og de igangværende anlægsopgaver.

Broerne - fastgørelse
Ved en besigtigelse af havnen er det konstateret, at flydebroerne i flere tilfælde er uhensigtsmæssigt fastgjort og der er derfor nedsat en arbejdsgruppe der skal fremkomme med løsningsforslag der kan sikre broernes fastgørelse i fremtiden. Forslag til løsninger forventes at foreligge i starten af det nye år.

Bro S-2
Det har vist sig, at broen ligger skævt på grund af en defekt ponton. Broen er tømt for både således, at renoveringen er mulig.Y- bommene demonteres og anvendes til renovering af bro på Hummeren. 

Bro S-5a - Søhesten
Broprojektet er sat i bero indtil videre, idet broen er fejlplaceret i forhold til det projekt der var godkendt af havnens repræsentantskab. Havnebestyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe der ser på konsekvenserne ved

  • at ændre pladsstørrelserne og antallet af pladser for at skabe et nødvendigt svajebassen
  • at flytte broen helt eller delvist 

Broen forventes færdiggjort i en revideret udgave i det kommende år.  

No Pay Net – internet på havnen
Virksomheden har med virkning fra 31.12.2010 opsagt aftalen med havnen, idet virksomheden nu fokuserer på andre forretningsområder. Havnebestyrelsen ser nu på alternativer og ønsker fra brugerne er velkomne.

Reception – officiel åbning af vores nye havne kontor fredag den 10.12.2010
Den 10.12.2010 kl. 14-16.30 holdes der åbningsreception af havnekontoret. Borgmesteren vil officielt indvie huset. Alle brugere er velkomne på denne dag.

Vaskeri
Havnens vaskeri er pt. placeret i en container. Der er plads i den nye havnekontors bygning og havnebestyrelsen vil i den kommende tid se på, hvad der skal til teknisk og økonomisk for at anlægge et nyt vaskeri.  

Udviklingen på længere sigt
Havnebestyrelsen vil når de aktuelle problemer er afhjulpet, arbejde med planer der skal sikre:

  • et godt serviceniveau
  • et acceptabelt strøm – og vandforbrug på havnen
  • løbende vedligeholdelse og udbygning af havnen
  • miljø og sikkerhed på havnen
  • en havn der er rar at komme i
  • en forlængelse af brugsretsaftalen med Ishøj Kommune

Dette vil ske i dialog med Jer. Bl.a. ved indkaldelse til møder med brugerne, klubberne, erhvervet og Ishøj Kommune mfl. om de aktuelle planer mv.   

                                   -----------------------------

 I vil i den kommende tid løbende modtage nyhedsbreve om udviklingen på havnen.  Er der spørgsmål er I altid velkomne til, at kontakte undertegnede, den øvrige bestyrelse eller administrationen.

Steen Jensen formand

 

Nyhedsbrev - oktober 2010 – Ishøj Havn ( Se nyhedsbrevet i udskriftsvenligt format Her...! )

Kære brugere af Ishøj Havn. 

Vi håber I har haft en god og indholdsrig sejlsæson med udgangspunkt i vore gode rammer på Ishøj Havn. Nu er I så småt begyndt at gøre klar til bådoptagning og vinterens aktiviteter. 

I modsætning til sommerens gode vejr har Ishøj Havn været udsat for en kraftig bølgegang henover sommeren. De største bølgetoppe er:

  • Havnebestyrelsen <træder tilbage i utide
  • Havnefoged og havneassistenters fratræden
  • Usikkerhed om havnens økonomi
  • Midlertidigt byggestop på bro S-5A på Søhesten
  • Den gamle havnebestyrelse er trådt tilbage

Den gamle havnebestyrelse trådte tilbage efter en række ekstraordinære repræsentantskabsmøder der rejste tvivl om havnens økonomi, den daglige ledelse og validiteten i igangværende projekter. 

Ny havnebestyrelse valgt den 20.9.2010

Den 20.9.2010 blev der derfor på et bredt mandat valgt en ny havnebestyrelse der vil arbejde for, at sikre, at vi også i fremtiden har en god og veldrevet havn. Dette vil ske i dialog og på et oplyst grundlag.

Bestyrelsen har udgangspunkt i havnens klubber og vil arbejde for hele havnen uden hensyntagen til klubmæssige særinteresser. 

Den nye havnebestyrelse består af:

  • Steen Jensen  formand
  • Preben Bjørn Madsen næstformand
  • John Schmidt  kasserer
  • Bodil Johannsen  sekretær
  • Michael Berg
  • Erik Normand
  • Jørgen Danielsen
  • Gert Poulsen
  • Peter Christensen

Bestyrelsen består af folk med bred erhvervsmæssig erfaring der kan håndtere nuværende og kommende udfordringer.

Administrationen – ny havnefoged

I august måned fratrådte havnefoged og havneassistenter med kort varsel og havnens administration er herefter blevet varetaget af Marianne Heidebech på kontoret. Dette er ikke optimalt set ud fra en service- og vedligeholdelsesbetragtning.

På den korte bane har havnebestyrelsen derfor igangsat følgende tiltag der skal sikre serviceniveauet de næste måneder:

  • Jørgen Danielsen er tiltrådt som midlertidig havnefoged de kommende måneder, indtil der er ansat en ny. Vi er glade for at Jørgen har kunnet tiltræde med kort varsel.
  • Marianne Heidebech vil fortsat yde en stor indsats på kontoret
  • Afhentning af affald og rengøring af toiletter og bad varetages indtil videre af Vej og Park – Ishøj Kommune
  • De absolut nødvendige vedligeholdelsesopgaver vil blive gennemført herunder vinterlukning af vand på broerne
  • Er forholdene ikke helt optimale håber vi på lidt overbærenhed og tålmodighed.

Samtidig med dette er der igangsat en proces, der skal sikre serviceniveau et i fremtiden. Derfor vil havnen i den kommende tid søge en ny havnefoged og efterfølgende nødvendige havneassistenter.

Vinterpladser

De første forespørgsler om vinterpladser er kommet og Jørgen Danielsen/Marianne Heidebech vil være på kontoret i åbningstiden for at anvise pladser efter behov. 

Bådoptagnings datoer fremgår af vognmændenes opslag på klubbernes opslagstavler.

Økonomi og budgetter

Efter et regnskabsår 2009, hvor der blev realiseret et større underskud, en periode med en reduceret administration, et fejlslagent anlægsprojekt og en afgående havnebestyrelse, vil den nye havnebestyrelse og den nyvalgte kasserer, John Schmidt, danne sig et reelt billede af økonomi og likviditet inden der gennemføres større dispositioner. Indtil overblikket foreligger, er større anlægs- og vedligeholdelses-opgaver sat i bero.

I løbet af de kommende måneder vil I og havnens repræsentantskab blive præsenteret for en økonomisk status og reviderede drifts- og anlægsbudgetter.

Vi har en forventning om at de aktuelle problemer kan løses uden væsentlige prisstigninger for brugerne.

Bro S-5a - Søhesten

Broprojektet er sat i bero indtil videre, idet broen er fejlplaceret i forhold til det projekt der var godkendt af havnens repræsentantskab. Broen forventes færdiggjort i en revideret udgave i det kommende år.  

Udviklingen på længere sigt

Havnebestyrelsen vil når de aktuelle problemer er afhjulpet arbejde med planer der skal sikre:

  • et godt serviceniveau
  • løbende vedligeholdelse og udbygning af havnen
  • miljø og sikkerhed på havnen
  • en havn der er rar at komme i
  • en forlængelse af brugsretsaftalen med Ishøj Kommune
  • Dette vil ske i dialog med Jer. Bl.a. ved indkaldelse til møder med brugerne, klubberne, erhvervet og Ishøj Kommune mfl. om de aktuelle planer mv.  

Dette var en kort orientering en uges tid efter vores tiltrædelse. I vil i den kommende tid løbende modtage nyhedsbreve om udviklingen på havnen. 

Er der spørgsmål er I altid velkomne til at kontakte undertegnede, den øvrige bestyrelse eller administrationen.

Steen Jensen - formand

 

Nyhedsbrev februar 2010

I skrivende stund ligger vi frosset inde her i havnen. Det er jo et kønt syn, men vi tror, at alle sejlere glæder sig til, at vinteren slipper sit tag, så vi kan få forår og dermed bådene i vandet.<

Der er arbejde i gang med at etablere en fast bro på Søhesten fra bro S3 og ind mod surferne. Alle pladserne er afhændet, og vi har stadig en del på venteliste.
Flytningen af havnekontoret vil finde sted omkring den 1. juli 2010 og kontorets adresse vil fremover blive Søhesten 3B.

Så snart vi kan komme til i den nye bygning (Tempo Bådsalg) vil vi etablere offentligt toilet og etablere vaskeri. Vi satser på at få et ekstra sæt maskiner, således at der fremover vil være 2 vaskemaskiner og to tørretumblere.

Pr. 1. januar 2010 er havneassistent Lau Jenander gået ned i tid, således at han arbejder 4 dage om ugen og holder én dag fri. Når Lau fylder 62 går han på efterløn, men vil dog arbejde for os nogle timer om ugen.
Flemming Søgaard er pr. 1. januar 2010 ansat som havneassistent.

Årsmærkerne skal i år afhentes på havnekontoret hvor der samtidig skal ske forevisning af betalt ansvarsforsikring samt dokumentation for medlemskab af en af havnens tre sejlklubber. Se vedlagte bilag.

Efter søsætningen af båden bedes du venligst sørge for, at der er ryddet op omkring din landplads, at stativet er skilt ad og at løsdele (klodser m.v.) fjernes. Alternativt kan løsdelene mærkes med bådnavn eller kontraktnummer og lægges på stativet. Klodser m.v. som ikke er mærket eller lagt på stativet, vil blive fjernet og smidt ud.

Stativerne samles henholdsvis på Søhesten – de to sidste parkeringspladser yderst til venstre og på Hummeren de to sidste parkeringspladser på begge sider yderst.

Alle ønskes en rigtig god sejlsæson med mange mindeværdige oplevelser.

Med venlig hilsen

Kurt Sjøgreen          Jan Jørgensen

fungerende formand       havnefoged

Farvel til sæson 2009

En god sejlsæson er ebbet ud, de fleste både er kommet på land, gjort vinter-klar og for manges vedkommende dækket til, kun ventende på den nye sæson 2010.

Hvis vi skal gøre status på havnen, så blev erhvervsområdet færdigt og overdraget til brugerne for ca. 1 år siden. 4 bådhandlere er nu til stede på Ishøj Havns erhversområde. I øjeblikket er Svend Engstrøm ved at opføre en administrations- og udstillingsbygning på 2400 m3. Der er også etableret en ny restaurant yderst på Søhesten med udsigt til Vallensbæk havn.

Vores del af havnen er blevet udvidet fra 572 pladser i 2008 til 625 pladser i 2009.

Vi har også fået en ny medarbejder, Flemming, som har været ansat på løntilskud i ca. 1 år og som fra 1. januar 2010 vil blive fastansat samtidig med, at Lau går ned i tid og den 1. august 2010 går på efterløn.

Som meddelt i havnens forårsbrev havde Ishøj kommune henstillet til en bedre oprydning på havnen, for at de nemmere kan pleje vore grønne arealer, samt give mere plads til parkering.

Mange har fulgt opfordringen og det er glædeligt, for det har givet en pænere havn og flere parkeringspladser til vore gæster, hvorved parkering på vore veje næsten er undgået. Vi har dog ikke helt nået det mål, som vi havde sat os, for desværre er der en del, som bare har ladet stå til og ikke flyttet deres stativer. Vi har også set, at der er flyttet stativer hen på de tomme pladser og det er selvfølgelig ikke rimeligt, at dem der følger havnens anvisninger, skal se deres vinterplads optaget af et andet stativ.

Vi håber, at de der i år har fulgt havnens anvisninger også vil gøre det næste år og at resten så vil følge med uden påtale fra havnen.

I vores forårsbrev 2010 vil vi komme med nærmere instruktioner til, hvordan vi kan tage de sidste skridt til den pæne havn, som vi er sikre på, at vi alle ønsker at kunne præsentere for vore gæster.

Der har i løbet af året været henvendelser til havnebestyrelsen fra flere klubber på havnen, som synes, at kran-/stativ projektet burde genovervejes. Bl.a. har SKS, efter klubbens generalforsamling i år, efterlyst en mere detaljeret redegørelse for konsekvenserne af forslaget, hvor det er muligt for alle at se, hvordan systemet vil komme til at fungere i praksis, og det samtidig gøres mere økonomisk overskueligt, således at det af forslaget fremgår, hvad det nye kran-/stativ system vil koste for den enkelte bådejer.

På den baggrund har vi forsøgt at forbedre informationen om projektet og har udarbejdet et mere detaljeret og beskrivende forslag. Dette forslag blev præsenteret for klubbernes bestyrelser på et dialogmøde i havnen den 11. november 2009 og udsendes nu sammen med denne skrivelse, således at alle på havnen skulle være informeret.

Skulle klubberne have spørgsmål vedrørende det fremsendte forslag, stiller en repræsentant fra havnebestyrelsen sig gerne til rådighed ved et informationsmøde med klubbernes medlemmer. Forslaget vil blive fremlagt på repræsentantskabsmødet i 2010.

 

Med venlig hilsen

         Stig Førsting                            Jan Jørgensen

Formand for havnebestyrelsen            Havnefoged

BLÅT FLAG til ISHØJ HAVN - IGEN IGEN I 2009   mere


Nyt fra HAVNEN APRIL 2009

I skrivende stund primo april, hvor solen skinner og vinteren synes at være forbi og hvor temperaturen har sneget sig op på 15 grader, er bådejerne så småt ved at komme i gang med at forberede den forestående sæson, nogen er allerede kommet i vandet.

Med denne skrivelse udsendes der års- og frihavnsmærker for 2009 i modsætning til 2008, hvor de skulle afhentes på havnekontoret mod forevisning af ansvarsforsikring. Årsagen til at de undtagelsesvis i år udsendes med denne skrivelse er, at havnekontoret skal flytte til nye lokaler og indtil denne flytning har fundet sted, er havnekontoret placeret i pavilloner mellem Havneshoppen og Shipcenter. I denne periode ønskes antallet af ekspeditioner begrænset mest muligt.

Alle både hjemmehørende i Ishøj Havn skal senest den 15. maj 2009 have påsat årsmærket for 2009 på båden, på et fra broen synligt sted. På grund af de mange der i 2008 havde undladt dette, vil der igen i år blive foretaget en kontrol.
Det vil samtidig blive kontrolleret, at alle både som minimum på hækken er mærket med navn og hjemsted (Ishøj Havn).
Kontrollen vil finde sted efter den 15. maj 2009 og de både, der ikke har påsat årsmærket samt påsat/påmalet navn og hjemsted vil blive opkrævet et kontrolgebyr på kr. 250,-, som vil blive påført førstkommende opkrævning af havnekontingent. Vi håber selvfølgelig, at alle vil overholde havnens ordensregler, så det ikke bliver nødvendigt, at opkræve gebyr for manglende mærkning.

Havnekontorets åbningstider er:  mandag    1300 - 1800

                       tirsdag – fredag  0800 - 1300

 Som alle sikkert har bemærket, er der blevet lavet mange nye ting på havnen i 2008/2009, hvoraf kan nævnes:

    • Bro S-10 er forlænget med plads til yderligere 3 både
    • Etablering af bro S9 og bryggebroen (SY) er i gang og forventes afsluttet primo maj 2009. Pladserne er allerede solgt/udlejet.
    • Mastehusene på Hummeren og Søhesten er malet udvendigt.
    • Gavlene på klubhusene er malet udvendigt.
    • Nyt slæbested er etableret i hjørnet mellem erhvervshavnen og Hummeren

Visionerne for 2009 ser således ud:

    • Strømforsyningen på Hummeren udbygges, da der mangler strøm til fastliggerne i vinterperioden.
    • Løbende reparation af broerne H-10 og S10.
    • Renovering af eksisterende grillpladser.

Vi forventer, at havnen også i 2009 vil have et stort antal brugere/besøgende.

Dels p.g.a. at alle havnepladser er solgt/udlejet og dels p.g.a. af det stigende antal gæster i klubbernes restauranter, samt at der er åbnet en ny restaurant yderst på Søhesten.

Et stort antal besøgende betyder også, at vi får brug for alle de parkeringspladser, vi kan skaffe, for derved at undgå parkering langs vore veje. Det er jo heller ikke er tilladt i henhold til brandmyndig-hedernes bestemmelser, der skal sikre frie adgangsveje for redningskøretøjer i tilfælde af ulykke/brand.

Sidste år henstillede vi om, at når båden er kommet i vandet, flytter I jeres stativer, så langt ud til siden som mulig, samt rydder op på jeres vinterpladser, således at havnen fremstår i pæn og ryddelig stand. Der var desværre alt for mange, der ikke efterkom denne henstilling sidste år.

Denne manglende oprydning, har afstedkommet, at Ishøj Kommune der står for pleje/renholdelse af landområderne på Ishøj Havn, i år har meddelt, at vinterpladsen i henhold til havnens ordensreglement, skal være ryddet senest 14 dage efter søsætning, og at bukke og stativer skal samles på de dertil indrettede pladser, som fremgår af vedlagte tegning.

Da det er indlysende, at der ikke er plads til alle de på havnen stående stativer, vil det alene være stabelbare/ adskilte stativer, der kan påregne at være plads til på havnen i perioden fra søsætning i foråret og til optagning i efteråret.

Bådejere der ikke har mulighed for selv at opbevare stativer, der ikke kan stables/adskilles kan af havnefogeden få anvist en plads uden for havnen, som er stillet til rådighed af Ishøj Kommune. Al transport af stativer er for den enkelte bådejers regning. Såfremt man ikke selv kan transportere sit stativ, kan havnen arrangere denne transport mod dækning af de til transporten medgåede om-kostninger.

Husk at kontakte havnekontoret, såfremt I har ønske om en anden plads i havnen, da flytning ikke må ske uden havnekontorets tilladelse.

Husk også at meddele adresseforandring og ændring af telefonnummer, således at havnekontoret altid kan komme i kontakt med jer, hvis de har brug for det.

Et sidste hjertesuk er, at I i videst muligt omfang benytter vore miljøhuse til affald og ikke benytter de stativer, der er opstiller ved grillpladserne, da disse alene er beregnet til det affald, der frem-kommer ved brug af grillpladserne.

Til sidst vil vi ønske Jer alle sammen en rigtig god sæson såvel i Ishøj Havn, som på Jeres korte eller lange sejlture, hvor kun tiden til rådighed sætter grænserne for, hvor langt man kan nå væk.

Med venlig sejlerhilsen fra Havnebestyrelsen og havnekontoret

             Formand for havnebestyrelsen  Stig Førsting  

             Havnefoged  Jan Jørgensen

PS. Huske at vende Jeres skilt fra rødt til grønt, når I overnatter uden for havnen, så vore gæster i havnen ikke skal lede forgæves efter en ledig plads.


Farvel til sæson 2008

En god sejlsæson er ved at ebbe ud, de fleste både er kommet på land, gjort vinterklare og for manges vedkommende dækket til, kun ventende på den nye sæson 2009.

Hvis vi skal gøre status på havnen, så blev erhvervsområdet færdig og overdraget til brugerne den 19. september 2008.

Af nye brugere, kan vi byde velkommen til bådforhandleren Svend Engstrøm. Ishøj Fritidshavn, som området blev døbt i 2005 ved opdelingen af Ishøj Havn i en erhvervshavn og en fritidshavn omfattende Søhesten og Hummeren, har nu 572 bådpladser og i efteråret/vinterens løb vil der blive etableret yderligere ca. 40 pladser, som allerede er optaget, da vi pt. har en venteliste på ca. 150.

Havnens succes med både på alle pladser og en lang venteliste har også sin bagside. Når de mange både er kommet i vandet, står stativerne tilbage på vinterpladserne indeholdende klodser, dunke og hvad man nu har brugt til båden i vinterens løb. Den skrivelse som havnen i foråret udsendte til bådejerne om at flytte stativer og rydde op på vinterpladsen er ikke blevet efterfulgt i det omfang, man kunne ønske.
Hvis vi skal være ærlige overfor os selv, så har det været en rodet havn, som det har været umuligt for havnefogeden og hans hjælpere at få styr på. For uden bådejernes hjælp til at få ryddet op går det ikke.

Da Ishøj Kommune også klagede over, at de ikke kunne pleje vores grønne områder p.g.a. stativer m.m. og henviste til havnens ordensreglement, som giver kommunen mulighed for at foranstalte oprydning for bådejernes regning, besluttede havnebestyrelsen, at 2008 var historie og i 2009 skulle havnen se anderledes ud.

Det vil selvfølgelig komme til at koste penge, men med de tilbud der foreligger, vil den økonomiske belastning for den enkelte bådejer ikke overstige kr. 1.000 pr. år. Og hvem vil ikke spytte lidt i kassen for en kønnere havn også set i forhold til, hvad Ishøj Kommune har ofret på at forskønne erhvervsområdet.

hjemmesiden kan I se billeder af den nye kran, samt de nye bådstativer, som det er havnebestyrelsens ønske at implementere fra 2009.

Der er allerede holdt et indledende møde med sejlklubberne, samt to ekstraordinære repræsentantskabsmøder. Referater heraf finder I også på havnens hjemmeside.

Med håbet om, at det er bedre at bygge vindmøller end læskærme, og at alle vil modtage det nye initiativ for en bedre havn med et åbent sind, ser jeg frem til 2009 med store forhåbninger for Ishøj Havn.

Vi ses på havnen

Stig Førsting - Formand for havnebestyrelsen

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra Havnen / maj 2008

Lige som planter og træer begynder at grønnes, begynder livet på havnen også at tage fart. Bådene bliver vasket, poleret, bundmalet og søsat .

Livet på havnen vender langsomt tilbage fra sin Tornerosesøvn. Så jeg håber, at alle ligesom jeg selv nyder at komme på havnen, hvad enten der skal arbejdes på båden, hjælpe andre eller bare for at slappe af og få en snak med naboen eller hvem man ellers løber ind i.

Jeg skrev i mit sidste indlæg på hjemmesiden, at årsmærke og frihavnsmærke i år skulle afhentes på havnekontoret mod forevisning af kvittering for betalt kontingent til en af havnens sejlklubber samt forevisning af kvittering af gyldig ansvarsforsikring. Selvom der har været ekstra åbent på havnekontoret, er der mange, der endnu ikke har afhentet disse mærker.

Som jeg nævnte i nyhedsbrevet ”Nyt fra havnen 2008”, vil der efter den 1. juni 2008 blive foretaget kontrol af, at årsmærket 2008 er påsat båden på et fra broen synligt sted. Såfremt dette ikke er sket, vil der blive opkrævet et kontrolgebyr på kr. 250,- på førstkommende opkrævning af havnekontingent.

Jeg har med glæde set, at mange har fulgt opfordringen til at flytte deres stativer for at give plads til de mange biler, som gæster vores havn, kun mangler der flere steder at blive ryddet op på pladserne, hvor man kan finde alt fra dunke til cykler, så havnen kan fremstå i ryddelig og pæn stand.

Af nye tiltag, har I sikkert bemærket, at alle grillarrangementerne er blevet malet.

Desuden vil der ved alle grillpladser blive opstillet et ekstra skraldestativ med et rundt hul i låget kun beregnet til øldåser. Vi ønsker at være på forkant med sortering af affald, da det formentlig vil blive indført på et eller andet tidspunkt i nærmeste fremtid.

Forsøg på tyveri har vi desværre også været udsat for på en båd på bro S4. Her forsøgte tyvene at afmontere en kortplotter, dog uden held. Jeg vil derfor bede Jer holde øje med evt. mistænkelige personer, så vi på den måde kan undgå at ting og sager forsvinder fra vores både.

Som alle kan se, skrider arbejdet med udvidelsen af havnens erhvervsområde hurtigt frem og i skrivende stund er det planlagt, at man vil begynde at lukke vandet ind den 21. maj kl. 12.00, om det holder er nok tvivlsomt, men i hvert fald ligger det tæt på, at der igen er vand i havnen over mod Arken.

Jeg håber vi i år må få en rigtig god sæson, hvor vejret også er med os. Vi har jo allerede fået en forsmag på det gode vejr her i pinsen, som mange også benyttede sig til at komme på tur.

Vi ses på havnen Stig Førsting

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra Havnen / marts 2008 (Udsendt til kontrakthavere)

I skrivende stund primo marts, hvor solen skinner og vi endnu ikke har set noget til vinteren, og hvor temperaturen er sneget op på 10 grader, er bådejerne så småt ved at komme i gang med at forberede den forestående sæson.

Med denne skrivelse udsendes der ikke som tidligere år års- og frihavnsmærker for 2008. Disse skal afhentes på havnekontoret mod forevisning af såvel kvittering for gyldig ansvarsforsikring som medlemskab af en af havnens sejlklubber.

 

Alle både hjemmehørende i Ishøj Havn skal senest den 1. juni 2008 have påsat årsmærket 2008 på et fra broen synligt sted. På grund af at mange i 2007 havde undladt dette, vil der efter 1. juni 2008 blive foretaget en kontrol. I tilfælde af at årsmærket mangler, vil der blive opkrævet et kontrolgebyr på kr. 250,-, som vil blive påført førstkommende opkrævning af havnekontingent.

Det vil samtidig blive kontrolleret, at alle både er mærket med navn og hjemsted (Ishøj Havn).

Vi håber selvfølgelig, at alle vil overholde havnens ordensregler, så det ikke bliver nødvendigt, at opkræve gebyr for manglende mærkning.

Havnekontorets åbningstider er: 

  • Mandag    1300 - 1800
  • Tirsdag – fredag 0800 - 1300

 Som alle sikkert har bemærket, er der blevet lavet mange nye ting på havnen i 2007/2008, hvoraf kan nævnes:

 

  •  Bro H1 og S-10 er under renovering og forventet færdig inden sæsonstart
  • Mastehusene er malet
  • Toiletterne er malet indvendig
  • Ny flydebro ved slæbestedet på Søhesten
  • Ny transformator er opsat (så nu skulle vi ikke mangle strøm)

Visionerne for 2008 ser således ud:

  • Etablering af bryggebro mellem S8 og S9
  • Etablering af bro S9
  • Grillbordene vil blive malet, så de er klar senest til Sct. Hans
  • Uddybning af havneindløbet vil ske i uge 11 og vare ca. 10 dage

Vi vil allerede nu bede Jer om, at I kontrollerer Jeres stativer, når bådene er kommet i vandet, om de nu også kan holde endnu en sæson. Det ville jo være ærgerligt, hvis havnefogden kasserer stativet, efter at båden er kommet på land. Så kig på naboens stativ, for det er jo Jer det går ud over, hvis det stativ ikke kan klare endnu en vinter.

Vi forventer, at havnen også i 2008 vil have et stort antal brugere/besøgende. Dels p.g.a., at alle havnepladser er solgt/udlejet og dels p.g.a. af det stigende antal gæster i klubbernes restauranter, samt at det forventes, at der åbner en ny restaurant yderst på Søhesten.

 Et stort antal besøgende betyder også, at vi får brug for alle de parkeringspladser, vi kan skaffe, for derved at undgå parkering langs vore veje , som jo heller ikke er tilladt i henhold til brandmyndig-hedernes bestemmelser, der skal sikre frie adgangsveje for redningskøretøjer i tilfælde af ulykke/brand.

Sidste år henstillede vi om, at I når båden er kommet i vandet, flytter Jeres stativer, så langt ud til siden som mulig, for derved at give plads til parkering. Skulle I komme i tvivl med hensyn til stativet, er I altid velkomne til at kontakte havnefogeden, han vil så give den fornødne vejledning.

Vi vil desuden bede Jer rydde op på Jeres vinterpladser, således at havnen fremstår i pæn og ryddelig stand. Der var desværre mange, der ikke efterkom denne henstilling sidste år, så da havne-personalet alene kan udføre dette arbejde på overtid, vil de enkelte bådejere blive opkrævet betaling for den medgåede tid til flytning af stativet og oprydning på vinterpladsen.

Et sidste hjertesuk er, at I videst muligt omfang benytter vore miljøhuse til affald og ikke benytter de stativer, der er opstiller ved grillpladserne, da disse alene er beregnet til det affald, der fremkommer ved brug af grillpladserne.

Til sidst vil vi ønske Jer alle sammen en rigtig god sæson såvel i Ishøj Havn, som på Jeres korte eller lange sejlture, hvor kun tiden til rådighed sætter grænserne for, hvor langt man kan nå væk.

Med venlig sejlerhilsen fra

Havnebestyrelsen og havnekontoret

Stig Førsting / Jan Jørgensen - Formand for havnebestyrelsen / Havnefoged

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra Havnen / November 2007 v. Finn Jespersen (Havnebestyrelsen) -

Udbygning af havnen.
Kommunens lokalplan for udbygning af havnen og erhvervsdelen er godkendt af Ishøj Byråd den 26. juni 2007. Uddybning og opfyldning er nu godt i gang. Området er tørlagt og arbejdet skrider hurtigt frem og er spændende at følge. 

Ny bro S.7.
Arbejdet med etablering af S.7 er afsluttet.

Renovering af broer.
Bro H.1 vil blive renoveret med 18 m bro, og arbejdet er gået i gang.

Bro S.10 er en af de ældste broer på havnen, og der vil blive lavet 3 felter, som skulle være færdige til sæsonstart 2008.

Strøm på havnen.
Desværre gik arbejdet med nedlægning af kabler i stå over sommeren, men arbejdet på Søhesten blev afsluttet før bådoptagningen.  Transformatorstationen er nu på plads, og dermed skulle der være strøm nok på havnen.

Brandveje på havnen.
Det er blevet oplyst, at det kun er de asfalterede veje, som er brandveje.

Årsmærker.
Årsmærkerne (i april måned) vil i fremtiden blive udleveret fra havnekontoret og ikke som hidtil sendt ud til de enkelte bådejere. Ved afhentning af årsmærket skal gyldig forsikring forevises. Ved udlevering af mærkerne vil det blive præciseret, at de skal være påsat senest 14 dage efter søsætningen. Havnen har mulighed for opkrævning af gebyr, hvis det ikke sker. Endvidere skal årsmærker placeres synligt på stævnen, hvis denne ligger ind mod broen. Hvis hækken ligger ind mod broen, skal mærket sættes et sted på hækken, hvor det ligeledes er synligt fra broen.

FJ/-

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra havnen / september 2007

Udbygning af havnen.
Kommunens lokalplan for udbygning af havnen og erhvervsdelen er godkendt af Ishøj Byråd den 26. juni 2007. Lokalplanen vil være til gennemsyn på havnekontoret. Starttidspunkt for udbygningen af erhvervsdelen vil formentlig være i oktober.

Isætning / optagning af både.
Kranudvalget er i gang med undersøgelse af forskellige forslag til løsning af de fremtidige behov.

NoPayNet – Hot Spot på havnen.
Der har været problemer med modtageforholdene på bro S.10. Dette er nu rettet ved hjælp af en kraftigere sender på SKS’s klubhus.

Vedligehold og ny bro S.7.
Toiletbygningerne males fra hanebånd og opefter i løbet af vinteren. Mastehusene er lige malet udvendig. Arbejdet med etablering af S.7 forventes færdig inden sejlsæsonen er slut.

Strøm på havnen.
Desværre gik arbejdet med nedlægning af kabler i stå over sommeren, men nu er der indsat mandskab, således at arbejdet på Søhesten kan afsluttes ca. 15/9 før bådoptagningen.

Problemer med påsætning af årsmærker.
Ved udsendelse af mærkerne i foråret 2008 vil det blive præciseret, at de skal være påsat senest 14 dage efter søsætningen. Hvis det ikke sker , vil der blive opkrævet havneleje af bådejeren. Endvidere skal årsmærker placeres i styrbords side, hvis man ligger med stævnen ind mod broen, Hvis man ligger med hækken ind mod broen, skal mærket sættes et sted på hækken, hvor det ligeledes er synligt fra broen.

FJ/-

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra havnen / Juni 2007  v. Finn Jespersen (Havnebestyrelsen) mere

Det blå flag
er blevet tildelt Ishøj Havn ved en lille ceremoni fredag den 1. juni 2007, hvor repræsentanter fra klubberne, havnebestyrelsen og kommunen med borgmester Ole Bjørstorp i spidsen deltog i hejsningen. Vejer fra masten ved havnekontoret. 

Fremtid – Bro S.7
En ny bro som udelukkende skal etableres med D1 pladser, da behovet til de større både er steget betydeligt.

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Nyt fra havnen februar 2007 / v. Finn Jespersen (Havnebestyrelsen)

Udbygning af erhvervshavnen.
Denne del af havnen administreres af Ishøj Kommune, som hidtil har meddelt, at udbygningen er planlagt til påbegyndelse primo april 2007.  Imidlertid er dette tidspunkt blevet udskudt. Igangsættelsen formodes at finde sted tidligst august 2007.

I samme forbindelse vil kommunen flytte havnekontor og materielgård til et sted på fritidshavnen. Der er fremkommet et godt forslag om, at kommunen køber det tidligere værft på Søhesten til formålet. Der foreligger dog endnu ikke nogen afgørelse fra kommunens side.

Isætning/optagning af både.
På baggrund af erfaringerne med optagning af både i efteråret da JJ Kraner ikke ønskede at fortsætte samarbejdet, blev fremtiden drøftet. Det er havnebestyrelsens opfattelse, at klubberne/bådejerne fortsat selv skal organisere isætning og optagning af bådene, og et koordinerende møde med klubberne vil finde sted snarest og indkaldes af havnebestyrelsen.

- - - - - - - - - - - - - - - o o o o o o o o o o O o o o o o o o o o o - - - - - - - - - - - - - - -

Generelt fra Havnebestyrelsen:

 

Mink på havnen.
Skov- og Naturstyrelsen har pålagt havnen at bekæmpe udbredelsen af mink på området, da de er skadedyr, som ikke har naturlige fjender. Til dette formål har havnen indkøbt og udlagt et antal fælder. Desværre er dette arbejde blevet saboteret ved, at fælderne enten er blevet smidt i vandet eller udløst, så de er nytteløse. Ud over at minken gør stor skade på andre dyrearter, erfares det også, at mink der kommer i bådene kan lave en del ravage. Det er derfor vigtigt, at fælderne forbliver intakte, så de kan gøre gavn til vort fælles bedste.

Takster for gæstesejlere.
Til orientering kan oplyses, at havnebestyrelsen har fastsat, at gæstesejlere fremover skal betale kr. 100,00 inkl. el og badekort pr. dag.  Frihavnsgæster skal betale kr. 25,00 for badekort og el.

Bådstativer om foråret:
Når bådene er kommet i vandet, skal der ryddes op på pladserne, således at vores fælles havn kan fremstå pæn og ryddelig, samt at stativerne rykkes ind mod voldene/siderne af områderne for derved at skabe bedre mulighed for parkering, da mange af vore gæster er begyndt at parkere på vejene, hvor der er parkering forbudt.

Adresseændring:
Husk at give besked når I skifter adresse, får nyt telefonnummer eller køber ny båd, det er vigtigt at vi kan finde jer og ved hvem der ejer båden hvis der sker noget.

Badekort:
kan byttes på havnekontoret i åbningstiden. Hver bådplads har ”ret” til et badekort, ønsker man mere end et kort kan det købes for kr. 25,00.

Manglende bådnavn / hjemstedshavn
Alle både der ligger i Ishøj Havn skal ifølge kontraktmæssige forhold del 1. § 3, være forsynet med bådnavn og hjemstedshavn i dette tilfælde som Ishøj eller Ishøj Havn. De bådejere der ikke har forsynet deres båd med bådnavn / hjemstedshavn vil modtage en opkrævning på kr. 250,00.

Betalingsfrister: Ved overskridelse af betalingsfristen på de faktura der sendes fra havnekontoret pålægges et gebyr på kr. 100,00. Da der stadig er en del der glemmer at betale til tiden, bruges der meget tid, telefon og porto på rykkerskrivelser, så det kunne være en idé at tilmelde sig til betalingsservice, alle nødvendige oplysninger står på girokortet.

Afslibning af bundmaling
Havnen har hjemkøbt udstyr til miljørigtig fjernelse af bundmaling, udstyret kan lånes ved henvendelse på havnekontoret. Det eneste det koster er forbruget af slibepapir. Udstyret består af en excentersliber, vakumskrabejern og industristøvsuger.

Samarbejdsaftale med Klagshamns.
S/I Ishøj Havn har indgået en samarbejdsaftale med Klagshamns i Sverige. Aftalen betyder af alle fra Ishøj Havn kan anløbe Klagshamns uden at betale havneafgift, man skal dog føre havneflag og bådejeren skal have påsat havneårsmærket på båden.

 

[Start]   [Havnekontor]   [Erhvervsside]   [Klubber]   [Om havnen]   [Seneste nyt]  


S/I Ishøj Havn - Havnekontoret - Søhesten 3 B - 2635 Ishøj - Tlf. +45 4373 0004 - Fax +45 4373 5205  

POST